Om øjet
Øjet er et yderst komplekst organ der i et imponerende samspil med hjernen formår at omsætte lys der rammer ind i øjet til dynamiske og farvefyldte billeder i hjernen.
For forståelsens skyld kan det hjælpe at betragte øjet som et avanceret kamera.
Selve øjeæblet består af en stiv senehinde, der er den hvide del man ser i øjet. Dette er selve kamerahuset.
Forrest i øjet har vi hornhinden der er en glasklar struktur der skaber barriere til omverdenen. I midten er hornhinden kun lidt over 0,5 mm tyk. Sammen med linsen i øjet udgør de kameraets linse der fokuserer og stiller skarpt på billeder. Med alderen bliver linsen mere stiv, så fokusdybden bliver mindre og man får her brug for læsebriller eller briller med glidende overgang. Senere i forløbet kan linsen blive mindre klar, bedre kendt som grå stær.
Mellem hornhinden og linsen ligger regnbuehinden der giver os vores unikke øjenfarve. Regnbuehinden indeholder muskler der kan regulere hvor meget lys vi får ind, ved at gøre pupillen større og mindre. Regnbuehinden fungerer dermed som kameraets blænde.
Bagest på indersiden af øjet har vi nethinden der består af over 100 millioner lysfølsomme sanseceller der omdanner lyset til elektriske signaler. Nethinden er kameraets billedsensor/film.
Alle disse elektriske signaler samles i et bundt af nervefibre der kaldes synsnerven. Denne kan sammenlignes med et datakabel eller ledning fra kameraet. Signalet sendes bagud i et komplekst forløb af nervefibre til den bageste del af hjernen der bearbejder signalet og viser os billedet for vores indre. Dette kan sammenlignes med computeren der til slut viser et billede eller en film.
Trykket i øjet
Trykket i øjet er vigtig for at øjet kan holde sin næsten helt runde form der er en forudsætning for at øjets optiske system fungerer.
Produktion af øjets kammervæske foregår i strålelegemet. Øjets hornhinde og linse er begge helt uden blodkar for at sikre et klart billede, og skal derfor modtage næringsstoffer gennem kammervæsken. Kammervæsken har også til formål at fjerne affaldsstoffer fra øjet.
Dræningen af øjets kammervæske foregår i kammervinklen som er den indvendige vinkel mellem hornhinden og regnbuehinden. Det er denne vinkel der tales om ved åben- og lukketvinklet glaukom.
Reguleringen af trykket i øjet er meget komplekst, og er ikke sikkert klarlagt i detaljer. Produktionen af kammervæsken er ret konstant, så ændringer og variationer i øjentrykket skyldes ændringer i dræningen af væske.
Kilde:
EGS terminology and guidelines for glaucoma 6th ed.
Glaucomapatients.org


Kontakt
Post@glaukom.dk
Bankkonto: 1551 – 0951641
MobilePay: 878047
SE nr.: 35 77 98 09
Foreningstelefon: 24 61 31 81
mandag + onsdag kl. 16.30-17.30
Psykologisk rådgivning: 20 68 65 38
onsdage kl. 12.30-13.45



