Der er et stort behov for en massiv oplysningskampagne omkring sygdommen og først og fremmest, hvordan man forebygger den og så tidligt som muligt konstaterer den og sætter en behandling i gang.
Derfor bliver der sandelig nok at tage fat på for den nye bestyrelse i Dansk Glaukom Forening.
Omkring 100.000 danskere anvender medicin mod Grøn stær, og der er således også god mening i, at vi gør en helhjertet indsats for at fortælle, at vi er en forening, der varetager denne patientgruppes interesser gennem et oplysningsarbejde i samarbejde med de læger, der arbejder med og forsker i sygdommen.
Vi må støtte de forskningsprojekter, der er rettet mod glaukom-sygdommen, og gøre vores til, at samfundet også finder det rimeligt og relevant at støtte både oplysningsarbejdet og forskningen.
Den nye bestyrelse i Dansk Glaukom Forening har netop konstitueret sig, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med mine nye bestyrelseskolleger, der allerede nu har vist, at de er sprængfyldte med energi og gode ideer.
Vi bringer også i bladet en omtale af de personer, som nu skal tegne foreningen.
En af ideerne fra den nye bestyrelse er STAMBORDET, som vi lancerer i dette nummer af vores blad. Vi er i bestyrelsen enige om, at vi vil bruge mange kræfter for at skaffe nye medlemmer. Gennem lokale og regionale aktiviteter vil vi sikre at alle medlemmer får større nytte af foreningen. Vi er tilknyttet både nationale og internationale patientoganisationer, der varetager patienter med øjensygdommes interesser, og dette tværgående samarbejde ønsker vi at styrke.
Til kommunikationen fremadrettet vil vi gerne bede alle medlemmer om at bekræfte deres e-mail adresse. Dette gøres ved en kort besked til post@glaukom.dk.
Med mange nye opgaver foran os vil vi ogsa gerne opfordre alle der kan og ønsker at hjælpe i foreningen til at række hånden op. Man kan melde sig som interesseret frivillig hos undertegnede ved at sende en e-mail til khaaning@hotmail.com. Når der således er specifikke opgaver, vil listen af frivillige blive spurgt.
På vegne af bestyrelsen takker vi for tilliden, og håber at kunne skabe en stærkere forening til gavn for flere.
De bedste hilsner
Kim Haaning