Referat fra stambordsmødet den 15. marts 2023 i Skejby.
Det var øjenlæge Niklas Telenius fra Øjenafdelingen i Skejby, der denne eftermiddag holdt et oplæg for de 58 fremmødte gæster.
Han indledte med at sige, at foredraget var opdelt i forskellige ”faser”.
Han startede med diagnosticeringen af patienten. Der findes jo mange forskellige former for glaukom, og derfor er behandlingen også helt individuel fra patient til patient.
Den behandling, der virker på en patient, virker ikke nødvendigvis på en anden.
Det første øjenlægerne gør, når en patient får konstateret glaukom og måske har et alt for højt øjentryk er at ordinere tryknedsættende dråber.
Dem findes der et utal af, og også her bør man tage hensyn til den enkelte patient, hvad vedkommende kan tåle. Nogle tåler fint dråber med tilsætningsstoffer, mens andre skal have dråber uden konserveringsmidler.
På nogle patienter virker denne behandling med dråber rigtig fint, og de kan så fortsætte med det. For manges vedkommende i mange år. For andres vedkommende bliver man måske efter nogen tid nødt til at supplere med laserbehandling. Der er indenfor de seneste år kommet mere skånsomme laserapparater på markedet, og det er i dag en ret skånsom behandling iflg. øjenlægen. Men denne behandling kan også have forskellig effekt på den enkelte patient, og nogle må som en anden udvej tilbydes operation.
I Skejby bruger man oftest den kendte operation – trabekulektomi – men der er også andre operationsformer – især til folk med svær glaukom.
Mange oplever, at virkningen ved en operation ofte aftager, når der er gået nogle
år, men det varierer også fra person til person.
Der blev ind i mellem stillet nogle spørgsmål til øjenlægen, og et af dem var: “Hvornår oplever man en behandling som en
succes?” Til det svarede øjenlægen: “Ja – det afhænger jo af fra hvilket synspunkt man ser det…. Det er jo en succes, hvis en laserbehandling eller operation gør, at patienten muligvis bliver fri for at dryppe sine øjne fordi trykket er kommet i et fint leje, men bliver patienten alligevel nødt til at fortsætte med at supplere med dråber – ja – så synes den patient jo nok ikke, det har været en succes.”
Øjenlægen kunne fortælle, der kommer en ny øjendråbe på markedet. Den skal nok mest ses som et supplement til de dråber, vi allerede kender. Den er godkendt her i Danmark. En af de bivirkninger, man har oplevet hos de personer, der har prøvet dråben er, at den hos nogle giver røde øjne.
En anden nyhed er, at hvis en patient får ordineret et produkt uden tilsætningsstoffer, må apoteket ikke fremover tilbyde kunden et tilsvarende produkt MED tilsætningsstoffer, selv om det er billigere. Fremover skal apoteket tilbyde et tilsvarende produkt uden tilsætningsstoffer. Så det er da en god nyhed.
Undervejs blev der stillet forskellige spørgsmål, som alle blev besvaret på en god og forståelig måde.
Det var nogle spændende og interessante timer den eftermiddag i Skejby.
ref/Linda Leifing Nielsen