Referat fra stambordsmøderne i Herning og Ålborg september 2021
Efter en lang corona pause er vi nu igen begyndt at mødes til vores stambordsmøder.
Vi startede d. 8. september i Herning, hvor der var 39 som støttede op om mødet. Ugen efter, d. 13. september afholdt vi så et møde i Ålborg, hvor 23 havde glædet sig til igen at kunne komme til et fysisk møde.
I Herning var det øjenlæge Jens Aagaard, der kort fortalte om de mest almindelige former for glaukom, lidt om øjendråber og forskellige former for behandling af øjensygdommen.
Derefter overtog tre øjensygeplejersker – Dina, Mette og Karen det videre forløb. De viste og fortalte om hvordan man på bedste måde drypper sine øjne. De, der måtte ønske det, fik det demonstreret på sig selv, og det var et populært emne.
Da de var færdige, hyggede folk sig sammen over kaffen. Man kunne mærke, at alle nød igen at kunne få en snak med andre med samme problemer.
Ugen efter gik turen så til Ålborg.
Til det møde havde øjenlæge Jan Henrik Simonsen og øjensygeplejerske Linda Toftum Madsen fra glaukom-teamet på Ålborg Sygehus lovet at komme og fortælle om, hvordan man modtager, diagnostiserer og behandler patienter på afdelingen. Endvidere fortalte Jan Henrik Simonsen om diverse former for operationer – også de nyeste, man kender.
Det var meget spændende, og der var en fin balance mellem orientering og spørgsmål.
På afdelingen gør man meget ud af at fortælle folk om diverse undersøgelser, diagnoser og efterfølgende behandling, så patienten ikke skal føle sig utryg.
De af deltagerne, der havde været patient på afdelingen, havde mange rosende ord at sige om den måde, læger og sygeplejersker tager hånd om patienterne.
Det var to meget spændende møder, og vi ser frem til endnu flere i 2022.
ref./Linda Leifing Nielsen