Hvad øjnene ser…….

Et foredrag af

Peter Lund Madsen

Af Diana Bach

“Vores hjerner er utroligt dygtige til at digte, snyde og gætte. Og det er derfor, vi desværre kan leve med glaukom i lang tid, før vi opdager, at noget er galt”
Det var en af pointerne fra hjerneforsker Peter Lund Madsen, da han indledte sit oplæg ved Dansk Glaukom Forenings årsmøde.
Peter Lund Madsen viste eksempler på, hvor utroligt avanceret menneskets hjerne er, så den kan udføre en masse meget komplicerede opgaver. “En helt central opgave for hjernen er at erkende virkeligheden og vide, hvad det er, vi står overfor. For hvis vi ikke ved det, så har vi ingen mulighed for at træffe de rigtige beslutninger”, lød det fra radioværten bag Hjernekassen.

Synet den vigtigste informationsvej.
Det er vores fem forskellige sanser, der via lugt, følelse, hørelse, smag og syn, fodrer hjernen med information. Og synssansen er, hvis man kigger på forskellige parametre, den vigtigste af sanserne.
Man kan måle den information, de forskellige sanser varetager, og der er synet den sans, som har den allerstørste informationsmængde, der skal bearbejdes. Det er også den sans hos mennesket, der kræver de største hjerneområder i arbejdet med at analysere informationen.
Ligesom de øvrige sanser, omsætter synssansen fysisk eller kemisk information til en hjerneproces, der gør, at vi oplever at se noget. Det sker via nethindens stave og tapper, når de påvirkes af lyset. Denne lyspåvirkning bliver omsat til kemiske processer. Det ender med at blive til nervecelleaktivitet, som sendes videre i hjernen, hvor de analyseres og bliver til en oplevelse af at se noget.

Motorvej til baghovedet.
Synssansen har sin placering allerbagerst i vores hjerne. Det vil sige, at synsnerverne skal føre informationen gennem hele hjernen, før det når frem til den bagerste del, hvor selve analysearbejdet foregår.
Der er områder i vores hjerne, som bruges udelukkende til at genkende ansigtsudtryk og til at genkende ansigter. Det er et meget stort område hos os mennesker, fordi det er vigtigt for os at kunne genkende folk, vi står overfor. Det er også vigtigt, at vi meget, meget præcist kan aflæse ansigtsudtryk. Derfor er det her område langt større hos os, end det er hos andre dyr. Andre områder hjælper os med at genkende levende genstande eller ting som stole.
“Lysindtryk, objektiv information, rammer vores nethinde. Det omsættes til en oplevelse af at stå og kigge ud over jer her i salen”, lød det fra Peter Lund Madsen. Objektiv information transformeres altså til en subjektiv oplevelse.
Stadig den dag i dag er det grundlæggende uforståeligt, selv for forskerne, hvordan det sker. Men vi kender nogle af grundprincipperne, og de er enormt vigtige, også for at forstå mekanismerne når man har glaukom.

Mønstre bliver lagret og hentet frem.
Hjernen arbejder med mønstergenkendelse. Oppe i vores hjerner har vi en hel masse mønstre liggende, og dem bruger vi, når vi tolker virkeligheden. Det betyder, at vores tolkning af virkeligheden bliver enormt sikker og hurtig. Hvis man skulle sætte en computer til at lave den samme analyse, så ville det kræve et enormt regnearbejde. Efter lang tid og et stort elforbrug ville den muligvis komme frem til den rigtige konklusion. Hos os fungerer det anderledes effektivt. Fordi vi har de her mønstre, vi bruger, når vi analyserer virkeligheden.
Det er effektivt, men det betyder også, at vores virkelighed bliver reduceret. Alt, vi oplever, bliver presset ind i de her mønstre. Og det betyder, at nogle gange, så bliver det presset så meget, at det kommer til at fungere på en uhensigtsmæssig måde.

Hjernen snyder sig til at fylde hullerne.
Når vi går rundt i verden, så henter hjernen nogle synsindtryk ind, henter et mønster, og når den så har mønsteret, så fylder den alt det ud, der ligger indimellem. Og det er det, den serverer til os som virkelighed. “Det betyder”, understregede Peter Lund Madsen, “at hjernen på det groveste laver om på virkeligheden, for at få tingene til at fungere i vores dagligdag. Med den uheldige konsekvens, at meget af det, vi oplever som den skinbarlige virkelighed, inde i vores bevidsthed, det er noget, hjernen har bildt os ind.”

Noget af det meget drilske og generende ved sygdommen glaucom, er, at når synsnerven af forskellige årsager fungerer dårligere og dårligere, bliver der flere og flere huller i det, man ser. Men hjernen, det gør bare det, den plejer at gøre, så den fylder de huller ud. Og på et eller andet tidspunkt, så bliver de huller så store, at det, at man har fået dækket dem, bliver et problem.

Glaukom forstærker hjernens problem
Det er her, vi finder forklaringen på, at man kan gå så lang tid med glaukom, inden man finder ud af at få den diagnosticeret. Det er også derfor, når man har sygdommen, og er klar over, at der er et problem, at der igen og igen kan være situationer, hvor man tror, hvor man oplever fuldstændig konkret, som det er i virkeligheden, at tingene er anderledes, end de er ude i den konkrete verden.

Så med glaukom og den måde synsfeltet nedsættes på, får man en forstærkning af hjernens store problem. Man tror, at man ser noget, som i virkeligheden er alt for meget forkert. Man går og støder ind i noget, kører ind i noget, træder i noget, som man troede ikke var der, fordi hjernen skabte et forkert billede.
Og så var det der alligevel.…..