Referat fra stambordsmødet i Herning
Første stambordsmøde i dette forår blev afholdt i Herning onsdag den 23. marts 2022. Der var 32 som deltog i mødet, der dog også var ramt af afbud pga. sygdom. Øjenlæge Jens Aagaard fortalte i sit indlæg om forskellige former for glaukom samt om forskellige
behandlingsformer – fx laser og operation. Konsulent Camilla Okkels fra medicinalfirmaet Santen fortalte om øjendråber og om de flasker og pipetter, vi får dråberne i.
Der blev stillet spørgsmål undervejs, og et af dem lød på, hvilke flasker fra Santen, der skal stå på hovedet for at væsken kan trykkes ud. Det har Camilla nu undersøgt, og det er kun TIMOSAN, der skal stå på hovedet, da væsken er meget tyktflydende. Alle andre skal stå med bunden nedad. Efter Camillas indlæg fortalte øjenlægeassistent Mette lidt om øjendrypning. Efter kaffen sluttede mødet med en rundvisning på klinikken ved øjenlæge Jens Aagaard.
Referat fra stambordsmødet i Ålborg
Mødet fandt sted onsdag den 30. marts 2022.
Ifølge Bjarne Kurinow, der var praktisk organisator af mødet, havde det været en rigtig god og udbytterig eftermiddag.
Konsulent Camilla Okkels fra Santen havde et fint indlæg, og da der ikke var så mange tilmeldte, havde hun god tid til at gå mere i dybden med forskellige spørgsmål. Efter hendes indlæg havde deltagerne lejlighed til at sidde og snakke sammen over kaffen og komme med gode forslag til nye møder i fremtiden.
Nogle af forslagene omfattede belysning i hjemmet, dryppeskole og brug af IPad og IPhone.
Alle var indstillet på at støtte op om et nyt møde til efteråret.
Grunden til, at der ikke havde været så mange deltagere denne gang, menes at være frygten for corona.
Referat fra stambordsmøde i Skejby
Til dette møde den 30. marts 2022 var der tilmeldt 20 deltagere, men
der var et par stykker, der meldte fra pga. corona.
Niclas Telenius havde sagt ja til at holde et foredrag om glaukom,
og om hvordan man behandler denne sygdom på Skejby Sygehus.
Han fortalte om åbenvinklet og lukket glaukom, akut glaukom og
nævnte, at der er mange andre former for glaukom. Derefter fortalte han om de forskellige behandlingsformer. Medicinsk behandling, laser samt operation. Der er udviklet nye lasermaskiner og ligeledes nye former for operation, som skulle have gode effekter.
Spørgelysten var stor. Der var også her rundvisning på øjenafdelingen.
En rigtig god og informativ eftermiddag.
Referat fra stambordsmøde i Gentofte
Der var 23 deltagere til dette møde afholdt den 6. april 2022. Det var etmeget dialogbaseret møde med stor spørgelyst til øjenlæge Nis Andersen fra Amagerbro Øjenklinik, både under og efter hans oplæg om glaukom og særligt forhøjet øjentryk, og han svarede beredvilligt på alt.
Ikke så få deltagere kom langvejs fra, fx fra Roskilde og Næstved. Mødet var fastlagt til at starte halvanden time før Nis Andersen kom. Dette medførte lidt undren i starten blandt nogle af deltagerne, for hvad skulle man nu få tiden til at gå med? Men den undren forsvandt meget hurtigt, da alle jo var klar over, hvilket fælles emne, der var at tale om, og snart var der engagerede glaukomsamtaler hele vejen rundt, lige indtil Nis Andersen kom.
Sammenfattende oplevede undertegnede, som deltog i et stambordsmøde for første gang, at det er et fint koncept, da det ud over faglig orientering af en specialist også giver en enestående mulighed for at møde andre patienter og høre om deres råd,erfaringer og oplevelser med glaukom og som patienter.
KF
Vi er i gang med planlægningen af efterårets medlemsmøder forskellige steder i landet.
På nuværende tidspunkt kan vi oplyse følgende datoer:
Tirsdag den 13. september 2022 i Hasseris, Aalborg
Tidspunktet er fra kl. 14 til ca. 16, og vi får besøg af synskonsulent Thomas Bo Christensen, Institut for Syn, Hørelse
og Døvblindhed i Aalborg.
Tirsdag den 13. september 2022 i Frivillig Center Gentofte, Hellerup
Her får vi besøg af Martin Serup Mejlby fra firmaet Lys og Lup, der vil komme og snakke om hjælpemidler.
Mødet bliver fra kl. 14 til ca. 16.30.
Tirsdag den 27. september 2022 i Næstved.
Mødet afholdes i Kulturcenter”Grønnegade kaserne” fra kl. 14 til ca. 16.
Her får vi besøg af synskonsulent Steven Andersen, Synscentralen i Vordingborg.
Vi skal høre om og se forskellige hjælpemidler, der kan lette hverdagens udfordringer, når man er synshandicappet.
Tirsdag den 4. oktober 2022 i Vejle
Mødet holdes i Bygningen i Vejle i tidsrummet fra kl. 14 til ca. 16. På mødet vil sygeplejerskerne Louise Aagaard
Thomsen og Camilla Hvilshøj Clausen undervise i
øjendrypning og introlæge Sara Rasmussen vil fortælle om
sidste nyt indenfor glaukom.
Torsdag den 6. oktober 2022 i Herning
Mødet holdes på Regionshositalet i Gødstrup fra kl. 16 til 18.
Her vil øjenlæge Veronica Holm Thomassen, Øjenafdelingen
Regionshospitalet Gødstrup, fortælle om glaukom og de sidste
ny behandlingsformer f.eks. laser- og operationsmetoder.
Linda Leifing Nielsen
Følg med på hjemmesiden under glaukom.dk/arrangementer
Skriv til leifing@nielsen.mail.dk eller ring til foreningens telefon på 24 61 31 81, mandag + onsdag kl, 16.30-17.30